Familien Helligsøe > Vores ferier > Sommerferie 2000

Sommerferie 2000

Hvis du hellere vil printe siden ud og læse den senere
kan du hente den fra vores PDF-download side.
Klik på ikonet her til højre

Vores sommerferie lå i slutningen af juli og i starten af august. Ferien blev til tre helt forskellige ferieoplevelser. Første uge hjemme i haven, anden uge på Enhedslistens Sommerlejr i Løgumkloster og den sidste uge i Helges forældres sommerhus i Øster Hurup.

[Hjemme i haven] [Foto]
[Enhedslistens Sommerlejr] [Foto]
[Sommerhus i Øster Hurup] [Foto]
 
 

Hjemme i haven  

Ugen var til dels en arbejdsuge, hvor Helge skulle i gang med "projekt mal huset udvendigt". Jeg havde regnet med at nå både at vaske huset ned med en højtryksrenser og lave reparationer i pudsen. Men så meget nåede jeg nu ikke. Der gik også en dags tid med at klippe hækken. Klippe og klippe er måske så meget sagt. Det var nok nærmere en benhård beskæring. Hækken (en bøgehæk) var efterhånden nået op i den anselige højde af 2,5 m. Det var jo ret fint at huset var skjult bag en "tornerosehæk" så længe den gamle maling hang i laser. Men når nu det skulle males, ja så skulle huset jo også kunne ses ude fra vejen. Da ingen almindelig hækklipper kunne bruges var der ingen vej uden om at klippe hæk med motorsaven. Hækken blev skåret ned til ca. 1. m. Der blev dog også tid til andet end arbejde, som det ses på det tredie billede.

Jeg hjælper min far med arbejdet Hækken blev klippet voldsomt ned Badeland i haven

Billeder fra en uge hjemme i haven:
1. Anders hjælper meget gerne sin far med det praktiske.
2. Vi benyttede den første uge til bl.a. at klippe vores hæk i forhaven ned fra ca. 2,5 m til 1 m.
    Buskmændene er Anders og Helge.
3. Anders og hans veninde Johanne tager en dukkert i vores have. Der har åbenbart været dage med godt vejr i 2000.
 
 

Enhedslistens Sommerlejr  

For første gang ville vi prøve at tage på en aktiv ferie sammen. Så vi ville prøve Enhedslistens Sommerlejr, der i 2000 var placeret i Løgumkloster på Sønderjyllands Idræts- og Naturefterskole. Lejren plejer at ligge forskellige steder rundt i landet fra år til år. Karin har aldrig tidligere været på sommerlejr på denne måde, men Helge her to gange været på ø-lejr på Livø. Fra Morten og Mette (venner fra København) havde vi fået anbefalet denne sommerlejr som meget børnevenlig, hyggelig og billig. Der var ganske rigtigt også mange børn med på lejren. Der er også mulighed for børnepasning, men vi valgte at skiftes til at gå med Anders over i børnegruppen, eller have ham med i de ting vi lavede.

Søndag aften var vi over i hallen der ligger lige ved skolen til Afrikansk dans. Der var i det hele taget mange sportslige aktiviteter for alle aldre på lejren - det er rigtig godt.
Næste dag om eftermiddagen var der arrangeret en tur til Tøndermarsken og Højer Sluse. En lokal enhedslistemand (har glemt navnet) der vidste utroligt meget om området var guide. Det blev til en lang forblæst, men meget smuk tur rundt på digerne og inde i marsken. Vi havde dog regnet med at kunne køre med vores klapvogn på digerne - øh, det kan man altså ikke. Så Anders og klapvogn måtte bæres rundt. På turen tilbage til bussen så vi forresten en død halvrådden ræv - lærerigt syn. Derefter gik turen til det imponerende bygningsværk Højer Slure. Vi var lige oppe og kikke - men Anders syntes at isforretningen var meget sjovere. Her fik han den is der nok har varet længst for ham: en Pelle Punk is. Det er en grøn lavbenet punker med strithår - og en lille smule is indeni. Isen var jo hurtigt væk. Men Pelle Punk står faktisk så jeg kan se ham herfra hvor jeg sidder og skriver. Foruden Pelle var der ikke andre punkere i Højer eller nærmeste opland.

Vi gik også nogle ture for os selv ind til Løgumkloster. Var blandt andet inde og se et lille museum i forbindelse med turistkontoret. Der var en samling fra middelalderen udstillet da vi var der. Anders var meget interesseret i et skelet der lå frit fremme - som om det lige var udgravet. Vi var også nede og se Løgumkloster Kirke og Kloster. En meget smuk kirke og resterne af et kloster.

Der var også arrangeret en heldagstur til Tyskland med besøg på Noldemuseet og besøg på et forbrugerejet gårdfællesskab i nærheden af Kiel. Ved Nolde museet fik vi en kyndig gennemgang af Emil Noldes liv og en rundvisning udenfor og senere i museet. Meget spændende - men Nolde museet er bare for lille til at have så mange besøgende på een gang. Det var lidt svært at komme frem og tilbage. Men tag derned en hverdag udenfor sæsonen - det kan anbefales.
Efter museet fortsatte vi mod Kiel og det kooperative landbrug. Vi var på rundvisning i staldene og det lille mejeri. Stedet fungere, ud over at være landbrug, også som arbejdsplads og hjem for psykisk syge. Landbruget drives økologisk og biodynamisk.

Billig sommerlejr er også praktisk arbejde for deltagerne. Så de forskellige beboerseshuse fik hver deres maddag. Dvs. at det hus som vi boede i - det med børnefamilierne - om torsdagen skulle stå for morgenmad, frokost, eftermiddagskaffe, aftensmad og kaffe/kage om aftenen. Det lyder umiddelbart voldsomt, men vi var jo mange om tjansen. Vi havde så aftalt i gruppen at dem der havde små børn kunne nøjes med at stille med een voksen ad gangen. Faktisk er det en meget hyggelig måde at lære nye mennesker at kende på - mens man laver mad.

Børnefamilierne slap på denne måde fra at skulle lave mad til gallamiddagen om fredagen. Som det ses på billede to var vejret så godt at vi sad ude. Vi slap dog ikke helt fra at yde noget - alle grupper skulle komme med et underholdende indslag til aftenens fest. Børnefamiliegruppen skulle lave et indslag over emnet "Socialistisk børneopdragelse". Der blev virkelig sendt mange tanker tilbage til de gode gamle '70ere. Resultatet blev en sang lettere ironiserende sang over emnet. Selvfølgelig på melodien "Næ, næ, næ, næ, næ, det må man ikke". Læs teksten her.
Til festen om aftenen var hyret bluesorkesteret Jan Gerfast Voodoo Band. Anders dansede rundt det meste af aftenen - specielt med en af børnepasserne Galit som han vist var blevet lidt forelsket i.

Ud over at det var en rar ferie sammen med mange rigtig søde mennesker, var det også fedt at komme hjem med nogle indput fra nogle af de mange oplæg der var i løbet af ugen. Både Karin og Helge var ovre og høre om økologisk levevis, hvor der var oplæg fra to forskellige økologiske bofællesskaber der sad inde med meget forskellige erfaringer. Spændende møde, der da har givet os blod på tanden til at ændre nogle ting i vores hverdag.
Karin var alene ovre til foredraget "Hvis børnehaven ikke fandtes" hvor der blev diskuteret børn, familier og institutioner. Spændende diskutioner hvor bølgerne gik højt. Det gør det jo tit når både forældre/pædagog vinkelen skal diskuteres!
Helge var om fredagen ovre og høre Erik Jensen fra Demos fortælle om den europæiske og danske nynazistiske bevægelse. Det var kanon spændende.

Alt i alt en ferie vi alle tre var meget glade for. Og som vi nok gentager næste år.

  Enhedslisten
  Sønderjyllands Idræts- og Naturefterskole
  Løgumkloster
  Noldemuseet
  Jan Gerfast Voodoo Band

Sommerlejr, gårdspladsen Fest på sommerlejr Tore og Anders

Billeder fra Enhedslistens Sommerlejr:
1. Fællesarealet midt i Sønderjyllands Idræts- og Naturefterskole.
2. Vi er klar til at spise, til den afsluttende fest om fredagen Sammen med Anders og Helge ses Ida, Mette og Morten.
3. Anders og Tore fra København er i gang med at spille i TV-stuen.
Desværre har vi ikke så mange billeder fra sommerlejren - men håber at låne nogen fra Morten og Mette til denne side.


Sommerhus i Øster Hurup  

Efter en uge sammen med rigtig mange mennesker og mange input var det fedt at tage en rigtig daseferie i Helges forældres sommerhus. Ikke lave en skid en helt uge. Vi var dog lige et smut i Aalborg Zoo, oppe at se Mulbjergene i Kokkedal og så lige et smut i det lokale badeland - vejret var ikke ligefrem til badning på stranden.


  Aalborg Zoo
  Øster Hurup
  Dansk Feriecenters Vandland

Anders til hest Aalborg Zoo Badeland i Øster Hurup

Billeder fra en uge i sommerhus:
1. Højt til hest i Aalborg Zoo. Da heste-pigerne spurgte Anders om han ville op på den lille pony svarede han:
    "Nej, jeg vil op på den der" - og pegede på den største.
2. To trætte mænd efter en lang dag i zoo.
3. Vandland i Øster Hurup - "Uhhh, det er lidt koldt - men jeg vil prøve den store rutchebane igen!".