Familien Helligsøe > Så er huset malet! > Historien

Den grufulde historie om hvordan vi fik malet vores hus

[Forhistorien] [Afstemningen om farven] [Murerarbejde] [Rengøring]
[Finpudsning] [Endelig i gang] [Højt til vejrs - eller...]
[Stillads] [Grundigt malet] [To hårde weekender]

Skrevet af Helge

Forhistorien   OP

Vi havde i lang tid (flere år) ønsket at få malet vores hus. I 1999 havde vi en malermester fra Flügger Farver i Odder ude at kikke på huset for at give en vurdering på hvor meget undergrunden skulle behandles inden maling og hvilken malingstype vi burde vælge.
Oprindelig har huset været malet med en eller anden form for kalkholdig maling. Sidste gang huset har været malet er det ikke alle steder der er blevet gjort ordent rent i bunden. Og der er malet med en eller anden type plastmaling. Resulatet er at nogle steder sidder sidder malingen totalt fast og andre steder skaller den meget let af.
Flüggers vurdering var at hele facaden skulle renses med højtryksrenser, så alle løse malings- og kalkrester kom af. Herefter kunne vi male med Flügger murmaling.

Afstemningen om farven   OP

Herefter var det største stridsspørgsmål selvfølgelig: hvilken farve skal det så males. Karin var mest til en gul nuance, mens jeg helst ville have en mørkeblå. For at se flere forskellige muligheder skannede jeg et billede af huset og farvelagde det med forskellig nuancer vi havde valgt ud fra Flüggers farvebog. Disse billeder blev lagt på internettet, med mulighed for at folk kunne stemme på den farve de syntes vi skulle male. (En tak til min lillebror Kim for den enlige stemme i denne afstemning!). Efter at have set disse billeder endte vi dog med at være enige om at huset skal males gult. Men vi vaklede mellem tre forskellige muligheder: svenskgul, skagensgul og guldokker. Vi købte små prøver af disse farver og malede dem op på væggen, for at gå og kikke på dem i en periode. Vi endte med at vælge Skagensgul, med byhvid til vindskeder, vinduer og rundt om vinduerne. Vi endte med en grå til soklen. Kim stemte iøvrigt på Skagensgul.

Murerarbejde   OP

Allerede i efteråret 1999 havde vi murere på til at udbedre nogle større skader. Der var flere sætningsrevner og et par frostskader der skulle udbedres. Desuden fik hele facaden mod nord en finpudsning.

Rengøring   OP

Den første uge af vores sommerferie 2000 gik hjemme i haven med at rense hele facaden ned med en højtryksrenser. Tak for lån af den til Karins forældre Vagn og Grete. Det sviner forresten ad helvede til at rense facade skulle jeg hilse og sige!

Finpudsning   OP

Facaden, specielt mod syd, var hårdt medtaget efter en omgang med højtryksrenseren. Så her var der ikke nogen vej uden om en finpudsning - fra top til bund. Mod øst og vest blev det kun til reparation af det værste. Det havde simpelthen taget så lang tid med sydfacaden, at nu skulle jeg altså til at være færdige. Det meste af august 2000 gik faktisk med dette pudsearbejde. Og jeg havde regnet med at nå både højtryksrensning OG finpuds i løbet af den første uge i vores sommerferie - men sådan skulle det ikke gå.

Endelig i gang   OP

Så i starten af september er vi ved at være klar til at male. Den første weekend vi har planlagt at male i, er vejret selvfølgelig imod os. Det pisregner hele weekenden. Vi havde ellers hyret Karins søster Rita og Bent, plus mine forældre til at hjælpe med at svinge pensler og malerruller. Vi havde også reserveret en 12 m. lift hos Hessellund Udlejning i Odder, men den kunne heldigvis afbestilles fredag morgen, da vi blev klar over hvordan vejret ville blive.
Vi går så selv så småt i gang de steder vi kan komme til uden lift og afventer ellers en weekend uden regn! Det lykkedes så heldigvis 14 dage senere. Liften bestil og afhentet i Odder og mine forældre kampberedt til en hård malerweekend.

Højt til vejrs - eller...   OP

Inden vi kan komme i gang med at male skal vi bare lige have liften bakket om i haven - den vejer ca. 1300 kg! Vi bliver enige om at det nok er bedst at bruge Gustavs (min fars) bil til det formål i stedet for vores Skoda Felicia. Der er en del flere kræfter i Mitshubishi'en og den er noget tungere. Næste problem er blot at liften er for bred til at køre ind i haven. Så med motorsaven skal der lige fældes 1-1,5 m af hækken - det er der jo ikke noget at gøre ved - liften skal jo ind. Da der nu er hul igennem begynder Gustav at bakke liften ind på den regntunge græsplæne syd for huset. Den er temmelig tung at bakse rundt med, men den bliver til sidst bakket et godt stykke ind i haven. Så begunder bilen at ryge helt vildt fra motorrummet. Al den køren frem og tilbage med en masse filen på koblingen har desværre brændt koblingen næsten af. Der er ikke andet end at opgive foretagenet og bare se at få liften kørt ud på fast grund. 1300 kg lift på en græsplæne det har regnet uafbrugt på i næsten tre uger, er ikke noget man ustraffet byder en personbil.
Det blev ikke i den weekend vi fik malet karnappen! Slutresultatet blev at vi leverede liften tilbage (og betalte i dyre domme) uden overhovedt at have brugt den.

Stillads   OP

Vi fik dog malet en hel del den første weekend, men der manglede dog en del - bl.a. karnappen som vi skulle have brugt liften til. Der var så ikke andet at gøre end at bestille et stillads - det skulle vi jo have gjort fra starten. Det er jo let at være bagklog.

Grundigt malet   OP

Da så stilladset var stillet op skulle vi straks i gang, syntes Karin. Jeg syntes dog at vejret var noget skummelt. Men i det lortevejr er vi nødt til at bruge alle de timer uden regn der overhovedet er. Så vi maler hele karnappen fra top til bund. Og i løbet af natten regner det så ret kraftigt - sådan slagregn, du ved. Resultatat er også til at få øje på næste morgen - store dele af malingen på karnappen er simpelthen regnet ned. Men hvad, vi maler bare første gang - en gang mere. Så hvis du syntes at karnappen på billederne er rigtig flot, så er den jo også malet hele tre gange.

To hårde weekender   OP

Mine forældre kom også og hjalp til igen i en weekend 14 dage senere. Her lykkedes det langt om længe at blive færdig. Alt murværk, alle vinduer og soklen.
Og det er fandme blevet flot.


Vores nymalede hus
Sådan så værkstedet ud lige efter vi var færdige med at male. Vi har ryddet op nu!
Hvis du hellere vil printe siden ud og læse den senere kan du hente den fra vores PDF-download side. Klik på ikonet her til højre