Familien Helligsøe > Ombygning 2001

Sådan skrider ombygningen frem...

Her kan du følge med i hvordan ombygningen skrider frem.
Vi har tømrermester Rasmus N. Sørensen, Gylling til at stå for arbejdet.

  Læs hvad projektet indeholder
  Se tegning over projektet
  Læs om TRIP TRAP plankegulve
  Læs om isover isolering
  Læs om Outrup Vinduer og Døre
  Læs om Linolie Butikken

Du kan se billederne i en stor version hvis du klikker på et af de små billeder

Projekt dagbogen...

Ombygningen har nu stået på i dage...
De seneste nyheder står øverst.
Hvis du vil starte ved begyndelsen kan du klikke her for at komme ned i bunden.

Arbejdet udføres af:

Tømrerarbejde:
Rasmus N. Sørensen
Sankt Annagade 3, Gylling.

VVS:
A.D.teknik
Horsensvej 131, Ørting.

El:
Hessellund El
Banegårdsgade 14, Odder


Hvor lang tid kan det ta’?

Søndag den 27. maj 2001
Vi er nu færdige med at skrabe tapet ned og spartle skader i den gamle puds. Vi har fået tapetseret i de to mindste stuer og er klar til at male lofter og vægge her. Den store stue er stadig ikke tapetseret, men det håber vi at nå i løbet ad ugen.
Ind i mellem spelulere vi på hvorfor vi egentlig gik i gang med det her projekt. Det opdager vi nok til vinter når vi ser vores nye olieforbrug!

Smeden, for en kort bemærkning

Fredag den 25. maj 2001
Smeden har været forbi for en kort bemærkning i dag. Vi havde egentlig regnet med at han ville lave alt smedarbejdet færdigt, men det havde han ikke tid til.
Det eneste han lavede var at tilslutte varmen i badeværelset. Vi har været lidt trætte af at de bare tog gulvvarmen i badeværelset da de lavede den øvrige rørlægning.
Det han mangler er bl.a. at sætte en radiator op i den store stue og en ny i det værelse på 1. sal som Anders skal have. Desuden skal alle rør i kælderen tilsluttes og der skal termostater på radiatorerne.

Vi har købt tapet og maling osv.

Tirsdag den 22. maj 2001
Karin har været ude i Linolie Butikken i Højbjerg for at købe maling til væggene. De sælger en naturmaling der er helt fri for skadelige tilsætningsstoffer.
Vi har valge en jadegrøn til den største stue og en lys sandfarvet til de to andre stuer. Lofterne skal stadig være hvide. Eller rettere: være helt hvide igen – vi har jo brændeovn!

Nu skal vi selv til at i gang!

Fredag den 18. maj 2001
Vi har aftalt med tømrerne at de venter med at komme og ordne kontoret på 1. sal. Vi har en pokkers masse ting stablet sammen deroppe – så det er rart at vi kan vente med at rydde det til vi er helt færdige i stueetagen. Der ligger så at størrer arbejde forude for os selv, med at fjerne gammelt tapet, spartle, tapetsere og male. Så må vi jo se hvornår vi får tid til at få det ordnet! Der er ikke megen tid til overs med to små børn i hælene til hverdag – så det bliver nok nærmest weekendarbejde. Spørgsmålet er bare hvor mange weekender der kommer til at gå...
Elektrikeren har desuden været her for at lave de to telefonstik der ikke virkede i første forsøg!

Stueetagen er ved at være færdig

Onsdag den 16. maj 2001
Al isoleringen er færdig i stueetagen, der er sat gips op og fodlisterne er monteret.
Smeden har været her for at montere radiatorer og elektrikeren har været her for at montere el- og telefonstik. De to af telefonstikkene virker dog ikke! - så ham skal vi lige have fat på igen.
Der er også lavet karme omkring den nye dør og de to nye små vinduer. Der er ikke lavet noget omkring de tre gamle store vinduer – de skal jo skiftet i løbet af en måneds tid alligevel.

Isolering af væggene er i gang

Torsdag den 10. maj 2001
Så blev vores gulve helt færdige og isolering af væggene er gået i gang. Der bliver isoleret med to forskellige metoder.
I opholdsstuen (se tegning) har vi nogle små vinduer i siden af karnappen (de er markeret med blåt på tegningen). Fordi disse vinduer sidder så tæt på ydervæggen kan vi kun få 43 mm isolering i denne væg. Ellers ville tilpasningen ud til vinduerne ikke være blevet så flot som den er. Det kan ses på det første billede. Fem kokkehuer til tømrerne!
De moduler der isoleres med er en varmevæg. Det er en kraftig gipsplade hvor der er monteret 43 mm højtisolerende materiale.
I de øvrige stuer får vi 100 mm isolering hele vejen langs ydervæggene, monteret i stålskelet. Isoleringsmaterialet der kommer i er »isover« - ikke et mærke jeg har hørt om før. Det er også det der er under gulvene.

Gulvet er næsten færdigt

Onsdag den 9. maj 2001
Tømrerne er nu næsten færdige med at lægge gulvplankerne. Hvordan gulvene ser ud ved vi ikke – de er blevet dækket med pap, for at de ikke skal blive beskadiget når resten af arbejdet skal udføres. Men vi fik jo en fornemmelse af synet i går.
Grunden til at det sidste lille stykke gulv ikke er lagt er, at det så var muligt at komme ned og ind under vores vaskerum og isolere det nedefra. Det er blevet gjort i dag.
Desuden har Helge her til aften pillet de bløde masonitplader ned som var sat op på alle ydervæggene i stuerne. Så er der frit slag for tømrerne til at starte med at isolere ydervæggene i morgen.

De første kvadratmeter egeplanker er lagt

Tirsdag den 8. maj 2001
Så er al isoleringen under de nye gulve lagt. Det er 150 mm vi får i her, i modsætning til under de resterende, hvor vi kun har plads til 100 mm. Og de første kvm. af de flotte egeplanker er lagt ned. De ser stadig mørke ud fordi de endnu er ubehandlede. Når alt er færdigt skal de behandles med hvidpigmenteret olie, hvilket får dem til at fremstå meget lysere.
Smeden er efterhånden også tæt på at være færdig. Han mangler en trykprøve af rørene. Og så mangler han også at få tilsluttet gulvvarmen i badeværelset. Det er simpelthen det vi savner mest. Det er dælme et koldt gulv når man har vænnet sig til gulvvarme!

Dørtrin og el-kabler

Fredag den 4. maj 2001
Desværre kom smeden ikke i dag, så arbejdet er gået lidt i stå. Det er ikke let for tømrerne at fortsætte før han har lavet nye rør til radiatorerne. Det eneste de kunne komme til var at lave de fire nye dørtrin vi skal hav i. Nu har vi endelig en lille fornemmelse af hvordan den lyer eg vil tage sig ud.
Elektrikkeren har også været her i dag og trukket kabler til ekstra stikkontakter og telefonkabler, så vi får alle disse ledninger skjult under gulvene.
Nu håber vi bare at smeden kommer på mandag...

Det begynder at ligne et gulv...

Torsdag den 3. maj 2001
Smeden har været her for at fjernet de tre radiatorer og de gamle forsyningsrør til de tre radiatorer i stuerne (og en i vaskerummet). Det er så meningen at de nye rør skal op når tømrerne er kommet lidt længere i deres arbejde.
Helge mødtes kort med en medarbejder fra Hessellund El for at aftale hvad der skal laves af ekstra el- og telefon-stik.
Tømrerne har fået alle strøer op. Det ser rigtig godt ud. På billedet kan du se det i »museperspektiv«.

Støtter til strøerne er sat op

Onsdag den 2. maj 2001
Tømrerne har lavet understøttelsen som vores nye strøer skal placeres på. Der er ingen tvivl om at vores nye gulve bliver mere stabile end de gamle!
Helge har haft fri fra arbejde og har ryddet haven for det meste af affaldet som kan ses på billedet fra i går.

Alle strøer fjernet

Tirsdag den 1. maj 2001
I dag har håndværkerne holdt fri. Men Helge har været i gang med at fjerne strøerne i alle tre stuer. Heldigvis var Gustav (Helges far) her hele eftermiddagen for at hjælpe. For at lette arbejdet blev alle strøer savet over på midten med en kædesav.
Der ser nu nogenlunde ordentligt ud i krybekælderen, så smeden og tømrerne kan komme i gang i morgen tidligt. Der ligger så efterfølgende et størrer oprydningsarbejde for Helge og venter ude i haven!

Projektet vokser

Mandag den 30. april 2001
Folk har sagt det til os igen og igen: »Bare vent til I kommer i gang – det bliver meget mere omfattende end i regnede med.« Vi har i dag konstateret at disse mennesker havde ret!
Tømrerne Karl og Niels-Peter har været her i dag og sat nye små sidevinduer i karnappen i stue-etagen og (det allerbedste) en stor havedør i »biblioteket«. Nu kan vi få masser af sol ind fra syd. Vi glæder os allerede til at solen skal begynde at skinne.
Alle gulvene er nu brækket op, isolering og ler fjernet, så strøer, opklodsning, varmerør og krybekælder er blotlagt. Ved nærmere eftersyn blev vi enige om at strøer og opklodsning simpelthen er for ringe til at lægge et nyt flot gulv ovenpå. Så det er ud med alle de gamle strøer i alle tre stuer! Det betyder så at vi i stedet for 100 mm isolering under gulvene kan komme op på 150 mm i stedet for. Det er udmærket. Da smeden så var og kikke på de rør til radiatorer der bare lige skal flyttes, konstaterede han så at rørerne var i meget ringe stand. Det betyder nye varmerør i krybekælderen. Her er fordelen så at det bliver nogle mere tidssvarende rør med ordentlig isolering.
Vi havde egentlig ikke planer om at skifte vinduer i denne omgang. Men det gør vi alligevel – de fire store. Da vi kom til at gå og kigge på den nye flotte havedør, blev vi enige med os selv om at det vil være ærgerligt at skulle se ud igennem de gabende store huller vi har i stuerne. Og da der alligevel skal laves en masse tilpasning omkring vinduerne når væggene skal isoleres, har vi valgt at skifte disse ud med vinduer i den gamle dannebrog-stil. Så står de meget flottere til den nye havedør.
Vi venter til senere med at skifte de sidste seks små vinduer vi har i huset.
Vi er forøvrigt holdt op med at tælle muse-skeletter – der var sgu for mange. Så i dag lyder optællingen: Muse-skeletter = mange, rotte-skeletter = 1. Rotten strøg bare ud uden at blive fotograferet – den var for ulækker til at blive vist på denne side!

Det meste af gulvene er brækket op

Søndag den 29. april 2001
Ca. 2/3 af gulvene er nu brækket op. Anders har været flittig til at hjælpe Helge med arbejdet. Han fik endda lov til at styre bilen med traileren, da vi skulle op og læsse de gamle gulvbrædder af (til de lovlydige børneforældre: kørslen var på privat grund).
Under gulvbrædderne i den stue vi kalder musikstuen (se tegning i linket øverst på siden) var der et lag jord eller ler. Det har åbenbart været den gængse isolering anno 1920. I biblioteket, hvor gulvene tydeligvis var nyere var der Rockwoll. Begge steder fandt vi en del muse-skeletter og -mumier. De har rigtigt muntret sig under vores gulve. Men sådan som de så ud kan de være adskellige år gamle.

Stuerne er ryddet

Lørdag den 28. april 2001
Alle tre stuer er nu ryddet helt for møbler, lamper, billeder, bøger, plader, legetøj osv. Alt er pakket ned i kasser og vi er flyttet op på 1. sal, dog skal vi stadig bruge køkkenet i stueetagen. Det er lidt trangt, men det går. De gamle gulvtæpper er rullet af, men gemmes så de kan rulles ud og beskytte det nye gulv mens resten af ombygningen foregår. Det næste der skal ske er at gulvene skal brækkes op.